En trappeopgang er oftest blot et rum med en praktisk funktion. Den forbinder to etager og er mest af alt et rum, vi skal igennem for at komme fra en etage til den næste. Lidt som med tarmfunktionen, der har til opgave at skubbe maden videre i systemet, skubber opgangen os videre til vores mål. Måske er dette også et symbol på, hvordan livet med en travl hverdag kan blive. Denne trappeopgang er dog lidt anderledes. Man har lyst til at være lidt længere i opgangen og bruge lidt længere tid på hvert trin. Den skaber ligesom en grobund for at reflektere over livets gang og mening. Det er som om, at trappeopgangen forbinder livets fortid, nutid og fremtid. Det store maleri, som er blevet en del af trappeopgangen, kommer til sin ret her og giver opgangen noget ekstra – et slags prikken over i’et. Farverne, kompositionerne og dybden bliver en unik del af oplevelsen af opgangen.

Lyset

En svag men modig forårssolstråle sniger sig ind gennem det farvede glas i vinduerne i denne gamle bygning. Lyset er sparsomt, men alligevel tilstrækkeligt til at give et af malerierne på væggen en hel ny dimension. Lyset og maleriet understøtter hinanden. Almindeligvis er det kunstigt lys, der lyser på dette maleri. Men selv om det kunstige lys har undergået store forandringer og nye muligheder, har det ikke samme virkning som solens stråler, der ændrer sig hver dag året rundt. Dagens lave og svage forårssol giver maleriet et unikt udtryk, som ikke har vist sig før. Det er noget med lyset og maleriets farver, der går op i en højere enhed. Der opstår en ny beretning. Eller måske er det noget med, at lyset fanger et dybere lag i maleriet, som ikke har været belyst før? Kan det være sådan, at de mange lag i maleriet manifesterer sig forskelligt alt efter, hvordan lyset falder på maleriet?